DA
26. april 2024

Torben Möger Pedersen stopper som formand i EIFO

EIFOs bestyrelsesformand udtræder af fondens bestyrelse. Næstformand Dorrit Vanglo overtager indtil videre.

Der har i dag været afholdt virksomhedsmøde (generalforsamling) hos EIFOs ejer, Erhvervsministeriet. Der blev det meddelt, at Torben Möger Pedersen har besluttet at træde ud af EIFOs bestyrelse og dermed stopper som bestyrelsesformand.

Næstformand Dorrit Vanglo vil indtil videre varetage hvervet som bestyrelsesformand.

“Det har været en spændende og krævende opgave at være med til at fusionere EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond til Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Det er nu på plads, der er fremlagt et regnskab for 2023 med et overskud på over 1 mia. kr., og der er sat nye aktiviteter i gang med investeringer i Ukraine. Jeg giver nu stafetten videre og vil fremover koncentrere mig om mine bestyrelsesposter i bl.a. CBS, CIP Fonden, EnergiDanmark, Det Udenrigspolitiske Selskab og FNs UNPRI”, siger Torben Möger Pedersen.

Vi henviser til Erhvervsministeriet for yderligere oplysninger.