Susanne Brønnum er business angel: Særligt kvinder bør vide, hvor spændende det er

18. august, 2022

Susanne Brønnum er professionelt bestyrelsesmedlem og business angel. Med en lang corporate karriere indenfor den finansielle sektor og fintech, der blandt andet tæller 25 år i NETS, blev Susanne kåret som Årets Business Angel 2022 af Keystones og Danban, og så samarbejder hun med Vækstfonden om at vækste de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af.

I 2018, da Susanne stoppede i NETS, blev det hurtigt tydeligt for hende, at det ikke var et traditionelt og fast, operativt job, der ventede hende. I stedet rettede hun sin opmærksomhed mod investeringsverdenen.

”Jeg har nok altid haft en forretningsudvikler nede i maven, og jeg har altid syntes, at det har været spændende at se ting gro. Jeg er en del af holdet, når jeg investerer i en virksomhed,” fortæller hun.

Som business angel kan Susanne Brønnum bruge sine mange års erfaring, samtidig med at hun har en hverdag med stor fleksibilitet og variation.

Susanne bruger sin branchespecifikke viden, når hun udvælger de virksomheder, hun vil investere i:

”Jeg kaster mig ud i ting, jeg kender til. Jeg investerer i fintech og i klima. Så jeg kan se ideen og forstå potentialet,” fortæller hun.

”Jeg prøver at finde ud af, hvilke udfordringer jeg kan løse, så virksomheden står et bedre sted. Så de kan vækste og få en bedre, samlet plan. Man får lov til at bringe hele ledelses-bagagen med sig, og det er her, at charmen ved at indgå i denne type investeringer og partnerskaber i virkeligheden ligger”.

Investerer i mere diversitet
Susanne Brønnum vægter også diversitetsagendaen højt, når hun investerer.

De sidste tre investeringer, hun har foretaget, har været i virksomheder med kvindelige founders, ligesom hun forsøger at skaffe kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de bestyrelser, hun selv sidder i.

Det er vigtigt at italesætte diversitetskløften og at ændre kulturen, siger hun.

Susanne Brønnum lægger derfor bl.a. vægt på, at de bedste investeringsbeslutninger bliver taget, når der er flere mennesker med forskellige kompetencer, der kigger på dem. Hun tilføjer også, at diversitet ikke kun handler om køn, men også blandt andet om etnicitet og alder.

”Flere kvinder som investorer betyder flere kvindelige iværksættere og dermed en større diversitet i investeringsmiljøet i Danmark. For det er jo dét, vi gerne vil i Danmark. Vi vil gerne have flere vækstvirksomheder og endnu mere iværksætteri. Vi skal alle dømmes på lige fod – men vi skal også være på lige fod. Derfor er diversiteten vigtig.”

Susanne Brønnum nævner selv virksomheden HelloFlow som en særligt interessant investeringscase.

Den danske startup specialiserer sig i at digitalisere og systematisere dokumentation af kundeidentitet og onboarding.

Susanne var allerede bekendt med de to medstiftere af HelloFlow gennem sit professionelle netværk inden sin investering i virksomheden, og hun blev virksomhedens første investor. Allerede halvandet år efter investeringen var virksomhedens succes på et så højt niveau, at flere ønskede at købe virksomheden og at investere.

”De er rigtigt godt eksempel på en virksomhed, der har et godt produkt, der ikke er for komplekst, men passer lige ned i et hul, hvor der er et markedspotentiale, der er enormt,” fortæller hun.

Lær af andre dygtige engle
I dag træner og hjælper Susanne Brønnum andre kvindelige investorer, hun er mentor i Copenhagen Fintech Lab, og hun mødes ofte med andre kvindelige investorer til en kop kaffe og en snak om investeringer.

Det var nemlig sådan, Susanne Brønnum selv fik sin start: ved at kontakte dygtige business angels og suge til sig, indtil hun selv følte, at hun var klar til at være lead på investeringerne. Og det er netop samme råd, hun vil give til alle dem derude, der sidder med drømmen om at begå sig i investeringsmiljøet:

”Du skal selvfølgelig have noget at bidrage med, du skal komme med noget, men du behøver ikke at kunne alt. Kast dig ud i det. Find nogle dygtige engle, som du kan lære af og iagttage, så du kan sparre med dem. Kvinder skal tro på sig selv, og tro på, at de godt kan.”

Læs også

Billede af Euprys stiftere
08-08-2022
Investering

Eupry sikrer 18 mio. kr. i investering fra Vækstfonden og Ugly Duckling Ventures

Eupry ApS er en dansk teknologivirksomhed, der arbejder for at sikre forsyningskæden til medicin og miljøsensitive produkter. Med en frisk kapitalindsprøjtning fra Vækstfonden og Ugly Duckling Ventures, ser virksomheden nu efter at udvide internationalt.

06-07-2022

Ny venturefond vil investere i startups ledet af kvinder og minoriteter

Unconventional Ventures rejser 90 millioner kroner i samarbejde med blandt andet Vækstfonden. Det er den første europæiske fond, der har som erklæret mål at investere i virksomheder stiftet af kvinder, mennesker med indvandrerbaggrund, LGBTQ+, samt et investeringsfokus på samfundsnyttig teknologi.

07-07-2022

Midtsjællandsk iværksætter vil hjælpe elever, der ikke trives i støjende klasseværelser

Skolen Online er en uddannelsesplatform til elever, der ikke passer ind i de klassiske uddannelsesrammer. Vækstfonden yder lånefinansiering på en halv million kroner, og pengene skal bruges til at videreudvikle egne undervisningsmaterialer.