24. maj, 2022
Ejendomstech-virksomheden Legacy skal bruge investeringen til at udbrede digital CO2-måling i ejendomssektoren.
Iværksættervirksomheden Legacy har siden etableringen i 2019 oplevet stor efterspørgsel efter sine værktøjer, der giver et samlet CO2-overblik og mulighed for at sætte mål på fremtidig CO2-udledning.
”Jeg er glad for at byde vores nye investorer velkommen på holdet. Denne investering vil gøre Legacy i stand til at videreudvikle vores produkt og imødekomme den voksende efterspørgsel fra nuværende og fremtidige kunder. Vi oplever en kraftig stigning i interessen for vores løsning, da bæredygtighed bliver en væsentlig prioritet for flere og flere virksomheder”, siger Barry Trout, CEO for Legacy.
Den samlede investering er på 15 millioner kroner, hvoraf Vækstfonden skyder 11,25 millioner i virksomheden. Også The Footprint Firm, 2L Holding og en række business angels investerer, og Jesper Lilledal fra Vækstfonden og Lars-Erik Houmann Christensen fra 2L Holding indtræder i bestyrelsen i Legacy som en del af investeringsrunden.
Digitale løsninger baner vejen for grøn omstilling
”I Vækstfonden ser vi et stort potentiale i både bæredygtighed og ejendomsteknologi. I Legacys tilfælde bliver de to ting kombineret, og derfor ser vi også et stort forretningspotentiale i virksomheden. I takt med, at der stilles flere krav til rapportering om bæredygtighed, er der behov for digitale løsninger, der skal få os i mål med den grønne omstilling. Forudsætningen for enhver forbedring er, at man har korrekt og reviderbar data, og her spiller Legacy en afgørende rolle i den grønne omstilling af ejendomssektoren,” siger Jesper Lilledal, partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer.
”Vi tror på, at ejendomssektoren er moden til nye digitale løsninger, som på sigt vil udvikle sig til vitale styringsredskaber for både bygningsejere, administratorer og andre interessenter. At få skabt indsigt og overblik over svært tilgængeligt data, er for os at se et nødvendigt første skridt på vejen til at arbejde seriøst og struktureret med at forbedre den grønne profil på den enkelte ejendomsportefølje. Vores investering i Legacy skal bidrage til at udvikle den innovative platform yderligere, og vi vil bidrage med mere end 25 års sektorerfaring,” siger Mads Møller, investeringsdirektør i 2L Holding.
Bygninger udleder 17,5 procent af verdens samlede CO2-emissioner
"Legacy handler om at levere værktøjer og data til at understøtte dekarboniseringen af ejendomssektoren for at understøtte målsætningerne i Paris-aftalen. Det repræsenterer en stor udfordring, da energiforbruget i bygninger står for omkring 17,5 procent af verdens samlede CO2-emissioner. Vi er stolte og glade for at byde velkommen til Vækstfonden og 2L Holding som investorer til støtte for Legacy og den grønne omstilling," siger Jakob Wichmann, Partner og co-founder af The Footprint Firm og forperson for bestyrelsen i Legacy.
”Hvad der i 2019 var en drøm om at kunne gøre en forskel på klimaområdet, har nu taget et kæmpeskridt fremad,” siger Magnus Nørbo, Chief Sustainability Officer i Legacy. Han var initiativtager til Legacy sammen med fire andre iværksættere, som nu kan se frugterne af deres indsats.