E-sports-iværksætter: Fondsinvesteringer har banet vej for succes

GameScoreKeeperFelix

23. juni, 2022

Hvor god er du til at spille computerspil? For stifter Felix Klastrup førte det spørgsmål til en iværksætteridé og opstart af virksomheden GameScorekeeper, som i dag har stor succes med at sælge e-sport-data til andre virksomheder. GameScorekeeper har gennem sin startup-rejse modtaget finansiering fra både Innovationsfonden og Vækstfonden.

I de seneste år er e-sport vokset i popularitet både i Danmark og på det globale marked. Det har ført til øget efterspørgsel på indsigt i computerspillenes mange universer. Og netop det er essensen af virksomheden GameScorekeeper, der har succes som leverandør af e-sport data.

"Vores rå data kan give et detaljeret indblik i professionelle e-sport-kampe. Det kan for eksempel være relevant for virksomheder, der har livescore på deres hjemmeside eller vil vise detaljer om gamernes indsats i kampene," siger Felix Klastrup, stifter og direktør af GameScorekeeper.

Dataene kan sammenlignes med dem, de fleste kender fra sportens verden, eksempelvis fra fodbold, og GameScorekeepers data bruges især til statistiske analyser af e-sport-kampe.

Investeringer faldt retmæssigt
Felix Klastrup stiftede Gamescorekeeper i 2016. I dag beskæftiger virksomheden 14 personer og har kunder både i Danmark og andre lande som Tyskland, Sverige, Kina, USA og England.

På sin startup-rejse har GameScorekeeper modtaget flere investeringer fra først Innovationsfondens Innobooster-program på samlet godt 1,8 millioner kroner og senere lån fra Vækstfonden på 4,5 millioner kroner. Og det har været afgørende, at de forskellige finansieringer af virksomhedens produktudvikling er landet på de rette tidspunkter i virksomhedens vækstrejse, mener Felix Klastrup.

"Innovationsfonden og Vækstfonden har en stor del af æren for, at vi eksisterer i dag. Da vi først søgte investeringer, havde vi kun en idé og en powerpoint-præsentation. Med Innovationsfondens investering var det muligt at udvikle vores idé til en konkret prototype. Derfra kunne prototypen skaffe os private investorer. Og så var vi kommet godt i gang," fortæller Felix Klastrup.

Det seneste kapitalindskud, som GameScorekeeper har modtaget, er kommet fra Vækstfonden.

"Vækstfonden har givet os tid til at videreudvikle, på et tidspunkt hvor det ellers ville have været nødvendigt at sælge store andele af virksomheden. Og det betyder, at vi har kunnet øge GameScorekeepers værdi, før vi skulle ud at søge yderligere finansiering," siger Felix Klastrup.

“I Vækstfonden vil vi gerne være med til at udvikle virksomheder i både tech og den kreative industri. Gamescorekeeper kombinerer de to elementer, og vi ser et internationalt skaleringspotentiale i virksomheden, som allerede er godt på vej ind i vigtige markeder på e-sport-arenaen,” siger Søren Grønbæk Nielsen, der er erhvervskundechef i Vækstfonden.

En konstruktiv afvisning
Det har ikke altid været let at lande en investering fra de offentlige fonde. GameScorekeeper søgte investering fra Innovationsfonden af tre omgange, før det lykkedes at få en bevilling. Men det har det vist sig at være en betydningsfuld del af processen, påpeger Felix Klastrup. Det har især været feedbacken efter afslag, der har været nyttig.

"Efter det første afslag fra Innovationsfonden følte jeg, at jeg lavede en masse research for at stille fonden tilfreds. Men senere kunne jeg godt se, at feedbacken var nyttig for firmaets videre udvikling. Både i forhold til vores netværk, produkt og forretningsplaner," fortæller Felix Klastrup.

Han opfordrer andre virksomheder, der overvejer at søge investering fra Innovationsfonden eller Vækstfonden, til at kaste sig ud i det.

"Sørg endelig for at få søgt. Begge er unikke muligheder for at få et finansielt boost. Men vær samtidig forberedt på, at der kan komme afslag. Og hvis der gør det, så tag det ikke som et nederlag, men som en del af processen, hvor man får mulighed for at udvikle og forbedre sit koncept," siger Felix Klastrup.

Hans opfordring bakkes op af vicedirektør i Innovationsfonden, Ole Sinkjær.

"Med Innobooster-programmet kan vi investere i innovative projekter fra iværksættere og små- og mellemstore virksomheder, der har en relativ høj risikoprofil. Efter et succesfuldt Innobooster-forløb er virksomheden godt rustet til at tiltrække ny kapital fra private investorer eller Vækstfonden. Så jeg kan kun opfordre iværksættere og SMV’er til at undersøge denne mulighed, hvis de har en god innovativ projektidé indenfor tech, sundhed eller grøn omstilling - men mangler finansiering," siger Ole Sinkjær.

Vi skal fortsætte med at vokse

GameScorekeeper har fået et solidt fodfæste i e-sport-markedet, og ambitionerne for virksomhedens fremtid er store, understreger Felix Klastrup.

"Vi skal blive ved med at vokse i GameScorekeeper, og udvikle endnu flere nye produkter og features, som alle bygger på den e-sport-data, vi indsamler."

Normalt tager det ca. 10 uger at få svar på en Innobooster-ansøgning fra Innovationsfonden, og historisk er tilsagnsprocenten i størrelsesordenen 25 procent.

21-06-2022

Badede i plastic på Bali og fik en grøn forretningsidé

”For mig handler det ikke kun om en bæredygtig bundlinje, men om at bevise, at det er muligt at skabe en god, sund forretning, uden det bliver på bekostning af klima og mennesker.” Sådan indleder iværksætteren Katrine Lee Larsen interviewet om sin virksomhed Copenhagen Cartel, der har fået finansiering til skalering fra Vækstfonden.

17-06-2022

Ny medarbejderrepræsentant i Vækstfondens bestyrelse

Stemmerne fra valget af medarbejderrepræsentanter til Vækstfondens bestyrelse er optalt, og resultatet er et nyt medlem af bestyrelsen i form af Charlotte Christensen-Degn samt et genvalg af Christoffer Ring pr. 1. juli 2022.

Gående samtale hos Vækstfonden
15-06-2022
Rapport

Investorer forpligter sig til mere diversitet: Første rapport viser stort potentiale

Den første af i alt tre årlige rapporter, der skal sikre større indsigt i kønsdiversiteten i det danske startup-miljø, er nu udkommet. Rapporten viser et opløftende potentiale for at øge mangfoldigheden i det danske startup-miljø og selvom nogle mål er nået, så er der endnu vigtigt arbejde at gøre.