Agreena henter 150 mio. kr. i ny investering

16. februar, 2022

Den danske AgTech-startup Agreena har udviklet en grøn, digital løsning til landbruget. Ved at omlægge til mere klimavenlige dyrkningsmetoder kan bedriftsejere sælge carbon-certifikater, og dermed få medfinansieret den grønne omstilling. Nu har virksomheden rejst godt 150 mio. kr. med den svenske venturefond Kinnevik i spidsen samt eksisterende investorer Vækstfonden, Giant Ventures og en række private investorer.

Omstillingen af landbrugssektoren er afgørende for at nå klimamålene i Paris-aftalen. Det vil den danske iværksættervirksomhed Agreena bidrage til. Derfor har de udviklet en platform, der tilbyder landmænd muligheden for at sælge CO2-certifikater ved at omlægge til klimavenlige dyrkningsmetoder. Udover at hjælpe landbruget til at omlægge produktionen faciliterer Agreena også salget af certifikater via deres digitale platform. På den måde åbner Agreena op for muligheden for, at virksomheder og institutioner kan købe CO2-certifikater fra landbrug rundt omkring i hele Europa. Det er med til at finansiere den grønne omstilling af sektoren til et mere grønt og klimavenligt landbrug. Nu har virksomheden hentet 150 mio. kr. fra den svenske venturefond Kinnevik, Vækstfonden, Giant Ventures og private investorer:

"Agreena er dybt forankret i langbruget og har en tæt relation til landmændene. Koblet med en stærk digital tilgang er vores mission, på lige fod med vores investorer, at nedbryde barrierer for landmænd, så de får bedre mulighed for at foretage klimavenlige investeringer. Landbruget rummer store grønne potentialer, og derfor er vi rigtig glade for, at vi med denne investeringsrunde får mulighed for at bidrage yderligere til den grønne omstilling og hos endnu flere landbrugsvirksomheder," fortæller Simon Haldrup, medstifter & CEO hos Agreena.

Det seneste år har danske Agreena firedoblet antallet af ansatte, udvidet sit lederteam og øget tilstedeværelsen på otte strategiske markeder på tværs af Europa, herunder Storbritannien. Som en af de første europæiske virksomheder blev Agreena sidste år ISO-akkrediteret til at kvantificere, måle og rapportere reducering af drivhusgasser med specifikt fokus på bæredygtige jord- og landbrugsteknologier.

Kombinationen af et stærkt forretningspotentiale og de bæredygtige effekter har fået den svenske venturefond Kinnevik til at investere. Det store grønne potentiale er også baggrunden for Vækstfondens investering, fortæller Eric-Alan Rapp, partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer:

”Landbrugssektoren står for en stor del af verdens samlede CO2-udledning, og hvor der er stort potentiale for at opnå grønne effekter. Agreena tager fat om en af kerneproblematikkerne i et grønnere landbrug: Hvordan vi skaber en mere bæredygtig produktion. Hvis vi skal imødegå fremtidens klimaudfordringer, er fødevareproduktion en af de vigtigste fokusområder. I Vækstfonden vil vi gerne bidrage til innovative løsninger med solidt forretningspotentiale, der samtidigt bidrager til klima og miljø – det er Agreena et godt eksempel på.”

Læs også

Office Blue Skyline
11-02-2022
Analyse

Status på det danske venturemarked 2021

Venturemarkedet trives i øjeblikket i bedste velgående, og 2021 kan, målt på både investeret beløb og antal investeringer, karakteriseres som et rekordår. Dette påvirker hele samfundet positivt, da venturekapital i høj grad går til nyskabende og skalerbare virksomheder. Disse ofte unge virksomheder modtager venturekapital, fordi de anses som potentielt revolutionerende inden for deres respektive felter. Dermed er venturekapital en vigtig del af det samlede økonomiske kredsløb, da den bidrager til en øget grad af innovation til gensidig gavn for danske virksomheder og samfundet generelt.

08-02-2022

Bæredygtige billedrammer skal produceres i Skive med hjælp fra Vækstfonden

Danske Framing People vil gøre op med en støvet branche ved at drive bæredygtig produktion af billedrammer. Virksomheden har oplevet stor medvind under Coronakrisen, og har derfor skullet tænke i nye alternativer for at imødekomme efterspørgslen. Med kapital fra Vækstfonden er det lykkedes at åbne fabrik i Skive, som skal være rammen for endnu flere arbejdspladser i Udkantsdanmark.

03-02-2022

Trecifret millioninvestering: Simple Feast skal udbrede sund og klimavenlig mad

Den sundhedsfokuserede og klimavenlige måltids- og produktvirksomhed Simple Feast henter næsten 200 millioner kroner fra bl.a. Vækstfonden og den svenske venturefond Kinnevik til at sikre den fortsatte udvikling og udbredelse af deres plantebaserede måltider og produkter. Pengene skal bruges til at få endnu flere kunder i Danmark, Sverige og USA til at vælge et sundere og klimavenligt alternativ i hverdagen.