Eat Grim: Startup vil have grimme grøntsager på danskernes tallerken

25. marts, 2021

Den danske fødevarevirksomhed Eat Grim vil have danskerne til at spise grimme frugter og grøntsager. Siden 2018 har selskabet, der er stiftet af Petra Kaukua og Carolin Schiemer, arbejdet for at bekæmpe madspild og give grimme afgrøder et nyt liv på forbrugernes tallerkener. Med et lån fra Vækstfonden skal Eat Grim ud til endnu flere kunder.

En misformet agurk, et æble i en forkert farve eller en gulerod, der er for stor. Listen er lang, når det kommer til, hvorfor frugt og grønt fravælges af detailhandlen og går til spilde, før det overhovedet når ud på supermarkedernes hylder. Det var en af grundene til, at Eat Grim tilbage i 2018 blev stiftet. De to stiftere Petra og Carolin ville madspildet til livs, og det blev til idéen bag Eat Grim: At skabe en alternativ markedsplads, hvor der er plads til økologiske frugter og grøntsager i alle størrelser, farver og former. Det bringer de til forbrugeren i form af en grøntsagskasse på abonnement, og til fødevarevirksomheder, der gerne vil inkludere bæredygtige afgrøder i deres produktion.

”Det er uhyggeligt, så mange friske, økologiske grøntsager og frugter, som bliver kasseret, fordi de ikke lever op til de kriterier, vi er blevet vænnet til som forbrugere. Madspild er en kæmpe udfordring for klimaet, og samtidig opdagede vi, at forbrugere efterspørger bæredygtige produkter, men kan have svært ved at finde dem. Derfor startede vi Eat Grim - for at gøre det let for folk at leve og spise klimabevidst.”  fortæller Petra Kaukua, stifter og CEO i Eat Grim

Med selskabets abonnementsløsning kan forbrugere enten vælge at få kassen leveret til døren eller at hente den selv. Det er forskelligt fra uge til uge, hvilke grøntsager og frugter kassen indeholder, men fælles for dem alle er, at de er blevet fravalgt af forhandlerne. Og det vil Eat Grim gøre op med. Selskabets vision er at skabe et fødevaresystem, hvor vi producere og konsumere smartere og bæredygtigt og ikke nødvendigvis mere.

”Manglen på fødevarer vil blive en udfordring i fremtiden, når vi bliver flere og flere mennesker, og samtidig er produktion af fødevarer meget omkostningstungt for klimaet. Derfor er det virkelig uforståeligt, at vi i dagens verden kasserer fødevarer alene af kosmetiske hensyn. Det er den tankegang, vi vil ændre,” siger Carolin Schiemer, stifter og marketingsansvarlig.

Coronakrisen har givet medvind til forretningsmodel

De seneste år har været særligt for mange virksomheder, og det er heller ingen undtagelse for Eat Grim. Men mens mange virksomheder har måttet holde lukket og slukket, har Eat Grims forretningsmodel netop været attraktiv for forbrugerne.

”Vi kan levere friske og bæredygtige grøntsager direkte til hoveddøren. Det er der mange forbrugere, som har kunnet se fidusen i under Coronakrisen. Men vi har også oplevet, at det kan være svært at vækste og igangsætte nye investeringsplaner under krisen, så vi har også haft behov for ekstra kapital til at nå ud til nye kunder. Derfor har vi fået et Covid-19 Investorlån fra Vækstfonden,” fortæller Petra Kaukua.

Louise Flyger, kundeansvarlig i Vækstfonden:
”Eat Grim leverer et bæredygtigt produkt, der er med til at bekæmpe madspild og samtidigt lette hverdagen for forbrugere. Nu skal virksomheden ud at have fat på endnu flere kunder, og derfor er vi glade for at kunne bidrage med et Covid-19-lån, så vi kan være med til at sikre, at Eat Grim fortsat har kapital til at nå deres mål.”

Med lån af 4 millioner kroner fra Vækstfonden er Eat Grims mål at nå ud til endnu flere kunder. Foruden Storkøbenhavn og Aarhus, har de netop lanceret deres abonnementsløsning i Odense og vil åbne for flere nye byer i Danmark og også Sverige i løbet 2021.