15. maj, 2020
Siden slutningen af marts har Vækstfonden haft mulighed for at yde garantier til SMV’er og store virksomheder, som en del af regeringens covid-19 initiativer målrettet dansk erhvervsliv. Nu har Vækstfonden stillet garantier til over 100 virksomheder.
Regeringen og Folketinget har de seneste måneder igangsat omfattende hjælpepakker til at holde hånden under danske virksomheder gennem coronakrisen. En del af disse initiativer administreres af Vækstfonden, og nu har over 100 virksomheder fået stillet en garanti fra Vækstfonden.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Mange sunde virksomheder står i en helt ny situation, end de gjorde for blot få måneder siden. Derfor har det været afgørende for os at få pengene ud at arbejde hos dem, der har det allersværest lige nu, og med garantier til mere end 100 virksomheder, er vi lykkedes med at komme bredt ud med kapital, der kan give virksomhederne væsentlig længere tid at løbe på.”
„I denne svære tid er det et lyspunkt at se, hvordan vi sammen med private og offentlige partnere står sammen om at nå ud med afgørende likviditet til danske virksomheder"
- Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden
Hos Vækstfonden glæder man sig også over, at garantiordningerne er efterspurgt:
”Vi er glade for at se, at produkterne finder fodfæste og er med til at hjælpe de mange virksomheder i en svær situation. I denne svære tid er det et lyspunkt at se, hvordan vi sammen med private og offentlige partnere står sammen om at nå ud med afgørende likviditet til danske virksomheder,” siger Rolf Kjærgaard adm. direktør i Vækstfonden og forsætter:
”Danske virksomheder står i en hidtil uset situation, som ingen har kunnet forberede sig på. Det er virksomheder, der før krisen havde godt gang i forretningen til gavn for det danske samfund og danske arbejdspladser. Og de virksomheder må vi ikke tabe – for dem skal vi leve af efter krisen.”
Garanti sikrer lån i banken for Total Aviation
En af de virksomheder, der har fået glæde af Vækstfondens garantiordninger, er selskabet Total Aviation Ltd. Virksomheden leverer reservedele til en lang række af verdens mest benyttede flytyper. Men nu står de fleste fly stille, og derfor har Total Aviation i høj grad også kunnet mærke coronakrisen fra deres hovedkontor i Kastrup.
„Da vi kunne se, at der begyndte at blive lukket ned for flytrafikken, vidste vi, at det ville blive rigtig alvorligt. Og vi gik faktisk fra normalt at have en omsætning på et trecifret millionbeløb til at nærme os nul. "
- Poul Elgaard, ejer og bestyrelsesformand i Total Aviation Ltd.