03. december, 2020
Som nybagt far blev Thomas Hermansen overrasket over, at der ikke fandtes noget danskproduceret babymad med danske råvarer på markedet. Derfor besluttede han at lave det selv, og med en familiær relation til Fejø faldt det ham naturligt, at frugten derfra skulle være fundamentet for virksomheden Fra Fejø. Med finansiering fra Vækstfonden er virksomheden nu klar til at sende frugt fra Fejø til hele Danmark.
På Fejø skinner solen mere end i resten af landet, hvilket også er en af grundene til, at frugten på øen er så god – de har bedre betingelser. Og den danske virksomhed Fra Fejø benytter netop denne frugt til alt fra babymos, marmelade og sodavand, så resten af Danmark også kan smage med.
"Da vi fik vores første barn, kunne vi simpelthen ikke finde noget på markedet, som helt kunne leve op til den mos, vi selv lavede - nemlig mos af den bedste, danske økofrugt uden sukker eller andre tilsætningsstoffer. Derfor satte vi os for at lave den selv, for også at give et sundt, miljøvenligt og dansk alternativ til resten af Danmark" - Thomas Hermansen, Founder & CEO i Fra Fejø.
Det stod hurtigt klart, at de ikke er alene om at ønske sig lokale, miljøvenlige produkter. Efter lanceringen af Fra Fejø i 2017 har det taget fart, og virksomheden har mærket en stor efterspørgsel fra forbrugerne, hvor udviklingen er gået fra kun at producere babymos til nu at have syv produkter til børn og 14 produkter til voksne. Og det afspejler dagens forbrugere i Danmark, mener Thomas Hermansen:
"Når danskerne køber et produkt i dag, så kigger de selvfølgelig på kvaliteten, men de kigger også på produktets impact - altså hvordan produktionen påvirker omgivelserne. Ikke kun i forhold til deres økonomi, men også hvad det gør ved miljøet. Og det tror jeg, er noget, der fylder mere og mere for forbrugerne. Derfor vil vi også fortælle ærligt og redeligt om vores virksomhed og vores produkter, så vi giver forbrugerne et oprigtigt udgangspunkt" - Thomas Hermansen, Founder & CEO i Fra Fejø.
Et fokusområde for Fra Fejø er især lokalsamfundet, som bliver tænkt ind så mange steder, som de overhovedet kan: Lokal produktion af de bedste lokale råvarer fra Fejø og området omkring, samt lokalt samarbejde. De bæredygtige ambitioner står tydeligt for Vækstfonden, som også tror på, at fremtidens forbrugere kun i endnu højere grad vil efterspørge danske bæredygtige produkter.
"Det har været meget tydeligt fra starten af, at Fra Fejø stiller høje krav til alle led af produktionen for at sikre sunde og velsmagende produkter, som samtidigt er et bæredygtigt og et tydeligt dansk alternativ til, hvad du ellers kan få i butikkerne. At de samtidig har resten af lokalsamfundet for øje i deres samarbejder, alt fra banker, kurerer, emballageleverandører, bogholdere osv. er bemærkelsesværdigt og ansvarsfuldt for væksten i hele Danmark – vi glæder os meget til at følge deres vækstrejse," siger Anders Tofte, Porteføljekundechef i Vækstfonden.