Pressemeddelelse

Ny life science-fond skal bygge bro mellem forskning og marked

10. juli, 2020

For første gang i Norden er der etableret en life science-fond, Eir Ventures, med samarbejdsaftaler med Nordens største universiteter. Fondens primære formål er at investere i selskaber, der driver udvikling af lægemidler og medtech-produkter, som kan gøre en stor forskel for patienter.

Fonden har i en første runde rejst 570 mio. kr. (€76 mio.), hvor statens finansieringsfond Vækstfonden investerer sammen med en række nordiske og europæiske investorer, bl.a. Novo Holdings. Samlet forventes fonden at rejse over €100 mio. til at bygge bro mellem forskning og marked og udnytte de store investeringsmuligheder, der findes inden for life science, specielt i Norden.

Eir Ventures bliver den første skandinaviske life science venture-fond med kontorer i både Stockholm og København, og fonden har samarbejdsaftaler med de største svenske og danske universiteter. Eir Ventures allokerer ca. 5 pct.  af fonden til investering i tidlige selskaber, der vokser ud af universiteterne, i et program der kaldes ’Seedlings’. Eir Ventures vil således være en aktiv medspiller for universiteterne og deres life science-entreprenører. Samarbejdsaftalerne giver desuden mulighed for også at udveksle medarbejdere og erfaringer mellem fonden og universiteterne.

Stephan Christgau, founding partner i Eir Ventures:

”Udvikling af nye lægemidler og medicinsk teknologi er en højt specialiseret ressource-, kompetence- og kapital-krævende proces. Her i Norden er vi meget stærke inden for life science-kompetencer og innovativ forskning, men der er mangel på kapital til dette område, hvilket er en stor begrænsning for evnen til at skabe nye lægemidler ud af de videnskabelige landvindinger. I Eir Ventures ser vi frem til at spille en afgørende rolle i at udvikle og finansiere nye selskaber og lægemidler, der udspringer af den eminente forskning på universiteterne her i regionen.”

Erhvervsminister Simon Kollerup

”Vores nye virkelighed med verdensomspændende sygdomme har om noget gjort det lysende klart, hvor vigtigt det er, at vi investerer i og bringer nye behandlinger og sundhedsløsninger i spil. Det kan den nye fond være med til at skubbe bag på – endda i tæt samarbejde med danske og nordiske universiteter – og det er for mig at se den virkelig gode nyhed her. For det gør, at vi får styrket fødekæden mellem den gode forskning på universiteterne og vores life science-virksomheder, der skal have forskningen ud at leve i form af produkter til gavn for patienterne, men så sandelig også for dansk eksport.”

I Eir Ventures ser vi frem til at spille en afgørende rolle i at udvikle og finansiere nye selskaber og lægemidler, der udspringer af den eminente forskning på universiteterne her i regionen."

- Stephan Christgau, founding partner i Eir Ventures

Seneste nyheder

VÆKST
06-08-2020
NYHED

Det danske venturemarked: Stabil investeringsaktivitet i danske startups trods COVID-19-krisen

Vækstfonden har set nærmere på, hvordan COVID-19-krisens indtræden har påvirket investeringsaktiviteten på det danske venturemarked. Analysen viser, at COVID-19-krisen på nuværende tidspunkt ikke har gjort det sværere for danske virksomheder at rejse deres første venturerunde.

Tue Mantoni
03-07-2020
Nyhed

Tue Mantoni bliver ny bestyrelsesformand for Vækstfonden

Erhvervsminister Simon Kollerup har i dag peget på Tue Mantoni som bestyrelsesformand for Vækstfonden. Tue Mantoni har tidligere været adm. direktør i Bang og Olufsen og har de seneste to år været bestyrelsesmedlem i Vækstfonden. Foruden ny formand tiltræder også fire nye bestyrelsesmedlemmer.

Beyond Leather Materials
01-07-2020
Pressemeddelelse

Dansk start-up rejser 8,2 mio. kr. – skal forsyne verden med biolæder

Den alternative lædervirksomhed, Beyond Leather Materials, rejser 8,2 mio. kr. i en investeringsrunde med Rockstart, Vækstfonden og Steen Ulf Jensen for at ekspandere produktionen.