Mød Vækstfonden på Folkemødet

22. maj, 2019

Ses vi til Folkemødet? Vækst, visioner og fremtidens virksomheder er omdrejningspunktet for Vækstfondens deltagelse på Folkemødet, der i år finder sted fra den 13. til den 16. juni i Allinge.

Igen i år er Vækstfonden til stede på Folkemødet, hvor vi sætter fokus på, hvordan verden ser ud for fremtidens virksomheder. Det gør vi i en række debatter, der bl.a. vender globale megatrends, impact investeringer, og hvordan vi gør forskning til forretning.

Mød os til vores egen debat 'Visionærklubben' i Primetimes telt F17

Visionærklubben - Fra big business til bæredygtig fremtid?

Hvilke globale tendenser kommer til at ramme danske virksomheder, og hvor er de store muligheder for fremtidens væksteventyr? Vi starter Folkemødets fredag med makrotendenserne, dataen og et blik i krystalkuglen – for at gøre os alle klogere på, hvor verden er på vej hen for virksomhederne.

Folkemødet 2019 står i verdensmålene tegn og i debatten zoomer vi ind på, hvordan investeringer i innovation og ny teknologi kan bidrage til at imødegå de udfordringer, verden står over for.

Vi stiller panelet spørgsmålene:

  • Hvordan superoptimerer vi fødevareproduktion på en bæredygtig måde?
  • Kan kold teknologi give varme hænder globalt?
  • og kan uddannelse redde verden?

I panelet kan du møde:

  • Jacob Jønck, CEO og founder i Simple Feast
  • Andreas Cleve, CEO i Corti
  • Nana Bule, direktør for marketing og operations hos Microsoft
  • Rolf Kjærgaard, Investeringsdirektør i Vækstfonden

Solveig Bjørnestad vært på P1Business styrer debatten.

Vi tager snakken om visioner og megatrends fredag den 14. juni klokken 09:00-10.00 i Primetimes telt ved Lodstationen, plads F17.

Mød os i Allinge

Du kan også møde Vækstfonden til en række andre arrangementer i Allinge Havn, som Vækstfonden igen i år er en del af. Vi er en del af Iværksætterskibet og Tech på toppen, hvor du bl.a. kan opleve:

Torsdag d. 13 juni fra kl 15-16: Det danske kreative DNA 

IværksætterSkibet H8

Danmark har en lang tradition for kreative produkter, der rammer verdens markedet. Danmark har eksporteret møbler og film i en årrække, men nye produkter er på vej og de ligner umiddelbart ikke gængse varer ved første øjekast. Hvordan kan danske kreative erhverv få adgang til risikovillig kapital? Hvordan kommer danske kreative erhverv ud på det internationale marked?

Torsdag d. 13 juni fra kl 16-17:Hvordan ser det perfekte innovationssystem ud? 

Tech på toppen F35

Innovation er nøglen til vækst og udvikling i dansk erhvervsliv, og vi skal skabe optimale rammer, så danske virksomheder tør omsætte idekraften til handling. Rammevilkårene for at drive vækstvirksomheder i Danmark skal være bedre, men hvordan ser innovation ud i Danmark efter det nye erhvervsfremmesystem? Kom og hør repræsentanter fra Vækstfonden, Innovationsfonden, GTS og ATV, når de spørger vores indbudte panel om, hvor vi står med den nuværende innovationspolitik - og hvordan vi skaber optimale betingelser for forskningsbaseret innovation og vækst i danske virksomheder.

Torsdag d. 13 juni fra kl 16-17: Fremtidens virksomheder er bæredygtige. Er investorerne klar?

IværksætterSkibet H8

Én bundlinje hører fortiden til. Fremtidens vindere er nemlig også bæredygtige i forhold til klimaændringer og ressourceknaphed.

Tør investorerne satse på de virksomheder, som ændrer verden en lille smule med deres teknologi eller forretningsmodel, og som arbejder for en bedre fremtid for os alle sammen, ikke kun for at tjene penge? Og hvad er potentialet for Danmark her?

Fredag d. 14 juni fra kl.11.30-12.30: Fra laboratorium til marked – Hvordan gør vi forskning til forretning? 

IværksætterSkibet H8

Hvordan gør vi forskning til forretning?

Mens danske laboratorier udvikler nyskabende teknologier, er der alt for få af idéerne, som ender med at blive en god forretning. Vi tager en temperaturmåling på, hvordan det står til med at få forskningen ud på markedet, og hvad der kræves, hvis vi skal gøre endnu flere forskningsprojekter til morgendagens vækstvirksomheder.

Fredag d. 14 juni fra kl 13.30-14.30: Politikernes hule. Kan politikere gennemskue en god forretning?  

IværksætterSkibet H8

Kan politikerne spotte den gode forretning? Og hvor ville de investere deres penge, hvis de havde muligheden?

Politikerne er pjattede med iværksættere. Nu inviterer vi dem ind i hulen for at teste, hvad de ville lægge vægt på, hvis de skulle investere deres penge i iværksættere.