Midtfyns Bryghus

Fynsk mikrobryggeri vil sælge øl i hele verden

22. august, 2016

I takt med at Midtfyns Bryghus udvidede sortimentet og vandt flere internationale priser for deres specialøl, steg efterspørgslen kraftigt. Det udfordrede mikrobryggeriet på kapaciteten, og indehaver Eddie Szweda havde brug for et lån på 3,1 mio. kr. til at købe nye lokaler og bedre udstyr. En Vækstkaution fra Vækstfonden var afgørende for, at banklånet kom i hus. Nu producerer Midtfyns Bryghus 260.000 liter øl årligt, og de nye rammer baner vejen for at indtage nye markeder.

Om virksomheden

I 2006 besluttede Eddie Szweda at købe det lille bryggeri i Brobyværk på Fyn, Midtfyns Bryghus. Bryghuset havde siden etableringen i 2004 kun produceret to slags øl, og salgsvolumen var ikke prangende. Men med lang erfaring inden for øl- og vinbranchen og en brændende passion for kvalitetsbryg lykkedes det hurtigt Eddie at vende udviklingen. I de efterfølgende år introducerede Midtfyns Bryghus løbende nye specialøl og modtog fire gange prisen for Årets Ølnyhed. Bryggeriets porter er kåret som Europas bedste, og deres chiliøl og Double IPA er begge udnævnt til verdens bedste i 2012. I dag sælger virksomheden de flydende fynske lækkerier til detailhandler og restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Canada, Brasilien og Kina.

Det var umuligt for en lille virksomhed i vores branche at låne alle de pengene, vi havde brug for, i banken"

Udfordring

Midtfyns Bryghus’ talrige nomineringer og kåringer skabte sammen med øllets kvalitet og smag stor opmærksomhed, der resulterede i en stigende efterspørgsel. Det udfordrede kapaciteten, og produktionen i de nedlagte 350 kvadratmeter store slagterlokaler i Brobyværk kunne ikke følge med. Derfor besluttede Eddie Szweda at rykke bryggeriet til 1.100 nye, moderne kvadratmeter i Årslev og samtidig investere i nyt udstyr i form af rummelige bryggertanke og et malthåndteringssystem. Men investeringen til en sum af 3,1 mio. kr. var for stor en mundfuld for banken, der savnede sikkerheder. En Vækstkaution fra Vækstfonden fik kabalen til at gå op og sikrede finansieringen.

”Det var umuligt for en lille virksomhed i vores branche at låne alle de pengene, vi havde brug for, i banken. Derfor har Vækstkautionen været afgørende for, at vi har kunnet udvide produktionen og følge med efterspørgslen. Nu har vi kræfterne til at indtage nye markeder i USA, Europa, Australien og New Zealand,” siger Eddie Szweda, indehaver af Midtfyns Bryghus.

Andre cases

QuickOrder
QuickOrder

Digitalisering og machine learning skal løfte restauranter

Odense-baserede QuickOrder har med deres digitale løn- og kassesystem indtaget restaurationsbranchen. Målet er at skabe en platform, som bl.a. gennem machine learning skal indsamle data om kunderne, så den enkelte restaurant kan tages til det næste niveau...

Hopspots
Hopspots

Børn skal lære mens de leger

Danske Hopspots vil udvikle børns læring mens de leger – også i skoletiden. Derfor har de udviklet et interaktivt læringsværktøj netop til skoler og institutioner, som kobler interaktivitet med bevægelse. Hopspots har fået finansiering fra Vækstfonden.

Vivino

Hele verden deler viden om vin med dansk app

På få år har danske Vivino vippet alle konkurrenter af pinden. Virksomheden har lavet en app, der bliver flittigt anvendt i hele verden til at dele anmeldelser og beskrive alverdens vine. Med solid opbakning fra flere venturefonde har Vivino siden 2010 mere end fordoblet tilgangen af brugere årligt.