Blackwood Seven

Automatiseret platform åbner mediernes black box

10. september, 2014

Det var et erfarent team fra medie- og teknologiverdenen, der i 2013 stiftede Blackwood Seven. Med investeringer fra bl.a. Vækstfonden har virksomheden udviklet en ny medieplatform, der baseret på data gør medieindkøb og annoncering mere gennemskueligt.

Blackwood Seven har udviklet en teknologisk platform, som med udgangspunkt i effekttal gør annoncører i stand til at planlægge og eksekvere mediekampagner på tværs af medier. På den måde kan annoncøren få et direkte indblik i, hvilke medietiltag der virker – og løbende justere indsatsen.

”Vores forretning og rådgivning er bygget på, at vi arbejder ud fra data i stedet for gisninger og mavefornemmelser. Populært sagt handler det om at åbne den black box, som medieindkøb ellers kan være. Præcis ligesom man med Google Analytics kan blive klogere på effekterne af en virksomheds adfærd i den digitale verden, kan vores platform give lægmand et direkte indblik i, hvilke medieindkøb der virker,” siger managing partner Thomas Bertelsen.

Klar til opkøb i Tyskland

Bag Blackwood Seven står et team med bred erfaring fra velkendte teknologi- og medievirksomheder, fx Grey, OMD Denmark og Jubii. Og virksomheden har da også allerede fået godt fat i markedet.

”Vi har opbygget en bred kundebase i Danmark, som danner et godt grundlag for den yderligere teknologiudvikling, der er så vigtig for vores produkt. Derudover planlægger vi ekspansion i udlandet og arbejder derfor på opkøbsmuligheder, i første omgang i Tyskland,” fortæller Thomas Bertelsen og tilføjer, at netop den kontinuerlige udvikling af den teknologiske platform er en vigtig del af forretningsudviklingen.

”Vores kernefokus er at blive endnu dygtigere til at crunche tallene automatisk. Blandt andet arbejder vi i øjeblikket meget med at bruge virksomheders salgsdata til løbende at analysere på, hvad der virker mediemæssigt. Det har vist sig at give gode resultater, og vi oplever en stor efterspørgsel på netop den type ydelser,” slutter Thomas Bertelsen.

Andre cases

Vivino

Hele verden deler viden om vin med dansk app

På få år har danske Vivino vippet alle konkurrenter af pinden. Virksomheden har lavet en app, der bliver flittigt anvendt i hele verden til at dele anmeldelser og beskrive alverdens vine. Med solid opbakning fra flere venturefonde har Vivino siden 2010 mere end fordoblet tilgangen af brugere årligt.

Trustpilot

0 til 400 medarbejdere med venturekapital

Den danske iværksættersucces Trustpilot er på blot få år blevet Europas største webplatform for brugeranmeldelser af virksomheder og serviceydelser. Med knap 750 mio. kr. fra både kapital- og venturefonde er virksomheden vokset fra kælderen og ud til forbrugere og virksomheder i 65 lande.

EVOLVA

Gær giver billigere og bedre versioner af stevia, safran og vanilje

Evolva startede ud i biotek med fokus på at udvikle lægemidler. I dag bruger virksomheden sine naturlige gæringsprocesser til at fremstille fødevareingredienser med samme gode egenskaber, som findes i dyre naturprodukter som fx vanilje, safran og stevia.