1423 ApS

Lyse tider for mørk kvalitetsrom

21. november, 2016

Juridiske problemstillinger gør det næsten umuligt for den fynske spiritusimportør 1423 ApS at opnå kredit hos sine oversøiske leverandører. De store kapitalbindinger i varelageret kombineret med en sæsonbetonet omsætning gjorde det derfor svært for 1423 at takke ja til nye kunder. Med et Vækstlån på 1,25 mio. kr. fra Vækstfonden kunne banken hæve virksomhedens kredit, og de flydende lækkerier skal nu sælges i endnu større skala.

Om virksomheden

I 2008 kastede tre romentusiaster sig ud i at importere deres første fad rom fra Caribien. På hobbybasis solgte de rommen videre til forskellige forhandlere landet over, men hurtigt blev interessen så stor, at de i 2011 etablerede virksomheden 1423 ApS i Odense. 1423 er i dag blandt de største importører af kvalitetsspiritus i Danmark. Virksomhedens sortiment består primært af rom, men også gin, tequila og whisky lander på hylderne i danske specialforretninger og vinhandler. Gennem agenter og distributører sælger 1423 også produkterne i bl.a. Sverige, Tyskland, Frankrig, Tjekkiet og Schweiz.

Vækstlånet giver os den nødvendige fleksibilitet, og ambitionen er nu at øge salget markant både herhjemme og i udlandet"

Udfordring

I 2012 udviklede 1423 sin egen rom i samarbejde med en anerkendt producent fra Den Dominikanske Republik, der med varme smagsnuancer og sødme hurtigt faldt i danskernes smag. Op mod julen i 2015 lancerede virksomheden en julekalender med 24 små flasker rom, og også de blev revet væk. 1423 har i 2016 allerede mere end fordoblet salget af julekalendere og har også udvidet salget til udlandet.

Efterspørgslen er altså stor, men økonomien kunne ikke følge med. 1423 importerer nemlig primært sine produkter fra oversøiske leverandører i bl.a. Caribien, Mexico og Indien med ingen eller meget ringe muligheder for kredit. Da 1423 samtidig køber stort ind til varelager i foråret, men først afsætter størstedelen af produkterne i vintermånederne, er der stort pres på likviditeten. For at kunne takke ja til flere kunder havde virksomheden brug for kapital, der ikke er bundet i varelageret. Løsningen fandt de i et Vækstlån på 1,25 mio. kr. kombineret med en forhøjet kredit i banken.

”Der er stor efterspørgsel på vores produkter, men vi har måttet vinke farvel til flere nye forretningsmuligheder, fordi al likviditet stort set var bundet i varelageret. Vækstlånet giver os den nødvendige fleksibilitet, og ambitionen er nu at øge salget markant både herhjemme og i udlandet,” siger Thomas Vogensen, medejer af 1423.

Andre cases

QuickOrder
QuickOrder

Digitalisering og machine learning skal løfte restauranter

Odense-baserede QuickOrder har med deres digitale løn- og kassesystem indtaget restaurationsbranchen. Målet er at skabe en platform, som bl.a. gennem machine learning skal indsamle data om kunderne, så den enkelte restaurant kan tages til det næste niveau...

Hopspots
Hopspots

Børn skal lære mens de leger

Danske Hopspots vil udvikle børns læring mens de leger – også i skoletiden. Derfor har de udviklet et interaktivt læringsværktøj netop til skoler og institutioner, som kobler interaktivitet med bevægelse. Hopspots har fået finansiering fra Vækstfonden.

Vivino

Hele verden deler viden om vin med dansk app

På få år har danske Vivino vippet alle konkurrenter af pinden. Virksomheden har lavet en app, der bliver flittigt anvendt i hele verden til at dele anmeldelser og beskrive alverdens vine. Med solid opbakning fra flere venturefonde har Vivino siden 2010 mere end fordoblet tilgangen af brugere årligt.